fiske-feber Filmen er på mange måder nyskabende, og selvom det i international sammenhæng ikke er første produktion indenfor mede- og specimen verdenen med undervandssekvenser, fortjener den kredit for at være den første danske film, der lægger stor vægt på netop dette område. Undervandsoptagelserne er lærerige og i høj kvalitet, og filmen er fornuftigt sammensat med behagelig baggrundsmusik, naturskønne stemningsbilleder og helt fantastiske scener. Langt de fleste medefiskere - begyndere såvel som erfarne - vil kunne få noget ud af denne film, som klart er blandt de bedste på markedet. Man kan ønske sig der var tid til at nå endnu mere i dybden med oplevelser og fiskeri, men det er et kvalitetsstempel, at de 64 minutter passerer alt for hurtigt. Marcus Krag
Sportsfiskeren Niels Vestergaard har valgt at alliere sig med en håndfuld eksperter til at præsentere de forskellige metoder. Det virker rigtig fint, dog savner jeg ligt, at de medvirkende i højere grad får lov at udtale sig om fiskeriet og deres valg af agn, grej og rig. Undervandsoptagelserne er med til at gøre filmen mere fascinerende og særligt i det første og det sidste afsnit virker de rigtig godt. Der er virkelig spændende at se, hvordan flåddet præcis reagerer i forhold til fiskenes hug, eller hvordan en 3-kilos suder reagerer, når den kroges. Alt i alt giver filmen et godt indblik i medefiskeriets verden. Den kan både bruges som en introduktion til medefiskeriets mange muligheder, mens mere garvede fiskere helt sikkert også vil kunne finde interessant information. Kasper Rasmussen
Fiske-Avisen Undervandsoptagelserne er af meget høj kvalitet, så man virkelig kan følge med i hvad der sker under vandet. Specielt optagelserne i suderkapitlet er med sine knivskarpe og intense billeder værd at fremhæve, og det er nok ikke en tilfældighed, at det netop er i dette kapitel undervandsdelen fylder mest. Her kan vi på nært hold følge de snu sudere vælte rundt og give fiskeren lidt at tænke over. Helt sikkert optagelser der giver stof til eftertanke. Karpefiskeri på take apart stang er helt sikkert et kapitel, som mange vil finde interessant, da fiskemetoden er en, de færreste lystfiskere har prøvet efter søen "godstog". Peder Lichtenberg
Fisk & Fri Inden for det sidste stykke tid er der kommet flere nye mede-videoer af interesse for de danske medefiskere. Fra Danmark er Niels Vestergaards film "Medefiskeri - under overfladen" helt klart en film der er værd at kigge nærmere på. DVD'en, der nok er inspireret af film som Kordas "Underwater Carpfishing", handler især om den del af medefiskeriet der foregår under overfladen - blandt andet fiskenes adfærd omkring foderpladsen. En flot film, der især henvender sig til begynderne med instruktive forklaringer på alt fra flådtakler til foderblandinger. Jens Bursell |