De "skæve" agn
De ligner et skohorn - de er lavet af plastic - de er meget simple, og de ser ærligt talt ikke ud som noget der kan fange fisk. Er det blink eller woblere eller noget helt tredje? Den mest kendte er Apex, men samme system benyttes af andre mærker som Convex, Tomic Terminator etc.
De ser underlige ud, men de skal ses i vandet. De har en helt unik, vrikkende, flaksende, uregelmæssig gang i vandet.
De går meget mere livligt i vandet end alle andre agn, og det er formentlig den væsentlige grund til at de ofte er meget effektive.

Der findes flere typer af de skohorns-lignende plastic-agn.
Kendetegnende for dem alle er at de har et flaksende, uregelmæssigt og uforudsigeligt bevægelsesmønster som helt åbenbart er meget lokkende i mange fiske-situationer. På Apex'en skifter jeg linestykket til en 0,50 mm og udskifter enkeltkrogen til en trekrog str. 2/0 eller 3/0.
Jeg har selv fisket meget med Apex, og den har i flere år været én af mine store favoritter.
Apex findes i flere størrelser, og jeg har mest benyttet mellemstørrelsen 4,5 tomme eller undertiden den lidt større som er 5,5 tomme.
Apex'en har store udslag til siderne, og det sker helt uregelmæssigt i et hurtigt tempo det er en meget speciel agn, som både har fordele og ulemper.
Hvis man fisker dem med standard-montagen med enkelt-krog, så vil man ofte opleve at den kinker linen, hvis man bare et kort øjeblik har været i nærheden af 3 knobs trolling-fart.
Jeg bruger aldrig standard-montagen, men udskifter linestykket til en 0,50 mm og monterer i stedet en trekrog str. 2/0 eller 3/0.
Den standard-monterede enkeltkrog giver faktisk en glimrende krogning, men jeg har en fornemmelse af at trekrogen er en anelse bedre. Fordelen ved den tykke 0,50 line og trekrogen er dog, at de dæmper Apex'ens bevægelser en lille smule. Den går stadig godt i vandet, men jeg har aldrig problemer med at den kinker linen.
Det er en styrke at Apex'en har store uregelmæssige bevægelser. Jeg er ikke i tvivl om at dette bevægelsesmønster har en stærkt lokkende effekt. Men det er også en svaghed, når fiskene skal hugge agnen. De har simpelthen vanskeligheder med at fange den livlige agn der farer hid og did. Jeg har en fornemmelse af at jeg nok har flere hug på Apex'en men også mister flere fisk. Ofte er de fisk man fanger på Apex'en meget yderligt kroget, eller undertiden fejlkroget på siden af hovedet eller ved gællen.

En Apex blev fisket på downriggeren i 25 fods dybde da denne 7,9 kilos havørred huggede. Denne havørred var perfekt kroget, men ikke så sjældent er det et problem at kroge ørrederne på den meget livlige Apex.

© Copyright. Fotos, illustrationer og tekst fra disse sider, må ikke kopieres
og benyttes uden Niels Vestergaards samtykke.